Små børn får ofte antibiotika mod øjenbetændelse, selvom det sjældent er nødvendigt. Vores studie viser et højt og stigende forbrug, især blandt 1-2-årige, og store regionale forskelle. Resultaterne skal understøtte en kommende Vælg Klogt-anbefaling.
Antibiotika til øjenbetændelse hos små børn
Små børn får ofte antibiotisk behandling mod øjenbetændelse, selvom de fleste tilfælde går over af sig selv. Vi har undersøgt, hvor mange danske børn i alderen 0–5 år, der har fået antibiotika til øjnene fra 2016 til 2023. I alt blev der udskrevet næsten 570.000 recepter til over 300.000 børn. Forbruget faldt før COVID-19, men er nu steget igen – især blandt 1- og 2-årige. I 2023 fik næsten hvert tredje barn i denne aldersgruppe mindst én behandling. Samtidig fandt vi store forskelle mellem regionerne. Resultaterne peger på, at antibiotika til øjenbetændelse bliver brugt oftere, end det bliver anbefalet. Måske er flere af disse behandlinger unødvendige. Projektet bidrager med vigtig viden til en kommende dansk Vælg Klogt-anbefaling om at bruge øjenantibiotika med omtanke.
Kontaktoplysninger

Heidi Elkjær Sonne, Ph.d.-studerende ved Institut for Sundhedstjenesteforskning (IST), Syddansk Universitet (SDU)

Anton Pottegård, Professor ved Syddansk Universitet (SDU) og Odense Universitetshospital (OUH)


